STØBNING

FRA IDÉ TIL BRONZE

Gipsformene fyldes med flydende bronze

BESKRIVELSE

BRONZE STØBNING

eksklusiv award statuette skulptur trofæ pokal pris præmie gave firmaaward jubilæumsgave prisoverrækkelse udsmykning indretning portræt bronze unika bestilling håndlavet unik aarhus kunst kunsthåndværk atelier værksted modellering made in denmark dansk kunstner bronzekunst bronzefigur bronzebille borgkvist

Det er en lang og meget omstændig proces at skabe en bronzeskulptur.


Mine bronzeskulpturer er støbt efter ”cire perdue” metoden, også kendt som ”lost wax casting”. Det er en støbeteknik, der har været benyttet siden Antikken, og indebærer at selve modellen (i voks) går tabt i støbningsprocessen. Dvs. der kan kun støbes ét eksemplar = unika.


Jeg starter med at modellere figuren. Jeg kan vælge at modellere direkte i brændbart materiale som fx voks, eller jeg kan vælge en mere omstændig metode, hvor selve modelleringen foregår i ler. Hvis arbejdet udføres i ler, laver jeg en silikoneform af ler-modellen. Udenpå silikoneformen laver jeg en hård skal af gips, for at holde styr på den bløde silikone.


Smeltet voks hældes ind i silikoneformen, og jeg skaber på den måde, en voksafstøbning af emnet.


På voksmodellen monteres støbekanal og luftudtag, hvorefter den indkapsles i en støbeform af gips/chamotte.

Gipsformen brændes i en keramikovn, hvorved den indkapslede voksmodel smelter væk og efterlader et hulrum, der nu er klar til at blive fyldt med flydende bronze.



Den massive usmeltede bronze (rå-materialet) ligger i bronze-barre (som guld-barre) og smeltes i en smeltedigel ved 1200°. Nøjagtig som du sikkert har set i en gammel smedje.


Når den smeltede bronze er hældt i formen og er kølet af, slår jeg gipsformen itu og har nu en bronze-skulptur, der skal færdiggøres. Hvis skulpturen er stor eller kompleks if.t. støbningsprocessen, støbes den i flere dele og svejses sammen bagefter.

Så påbegyndes efterarbejdet. Glødeskallen skal slibes af og støbekanal, luftudtag, luftbobler og andet overskydende bronze skal bortsaves. Det foregår med vinkelsliber, dremel og stålbørster. Ofte sliber jeg med forskellige kornstørrelser. Det kræver kræfter og tålmodighed, at arbejde i det hårde materiale.


For at opnå det ønskede udtryk, skal skulpturen også patineres. Det foregår ved at opvarme den med en gasflamme og påføre forskellige kemikalier, til det ønskede farvespil opstår.


Til sidst poleres med voks, for at give en holdbar og blank overflade.





1200° VARMT


DET MAGISKE ØJEBLIK

- når bronzen flyder


Selve støbeprocessen, hvor flydende bronze hældes i formen, er blot en lille del af arbejdet med at skabe en bronzeskulptur, men en stor oplevelse. Støjen og den brændende varme fra smelteovnen, koncentrationen når den rødglødende flydende bronze-masse med sikker hånd skal hældes i formen, fylder øjeblikket med spænding.

SUCCES RATE


DER ER IKKE GEVINST

- hver gang


Det er ikke uproblematisk at støbe i bronze. Det er en krævende proces, der skal forberedes grundigt, og der er mange faktorer i spil.

Indimellem må jeg starte forfra, for at opnå et tilfredsstillende resultat.

Herover bronzeskulptur der mislykkedes, da voksmodellen var for tynd.


EFTERBEHANDLING


DER SKÆRES, SVEJSES OG SLIBES

- patineres og poleres


Når støbningen er vel overstået, venter der en lang proces med efterbehandling.

Bronzeemnet skal renskæres for støbe- og luftkanaler m.v.  Glødeskallen fjernes med stålbørste og bronzen slibes med sliberondeller i forskellige kornstørrelser, inden skulpturen patineres og poleres.